Den elektriske nattergal (roman, 2006)
Omslagsdesign- og illustration: Poul Lange
Udvalgte anmeldercitater om Den elektriske nattergal:
“Stemningen, som ’Den elektriske nattergal’ planter hos sin læser, er ikke lige til at lægge væk. Det er prosa med mange ampere i og en fremragende fortsættelse af et meget talentfuldt forfatterskab.”
- Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
“Den elektriske nattergal er en forunderlig historie om elektrisk kærlighed og kærlighed til elektronik … Og i hvert fald et af de ti cykelbud må lyde: Søren Toft må meget gerne skrive flere krzzst bøger om krzzst cykelbudes elektriske kærlighed.”
- Kamilla Löfström, Ekstra Bladet
“Søren Toft har udmærket sans for personer, replikker og underlige stemninger, og dén nysgerrighed, som mekanikfuglen vækker i Sally, vækker Sally rent faktisk også i læseren.”
- Klaus Rothstein, Weekendavisen
“Toft kan både skrive svimlende, surreelle drømmesekvenser, og ramme plet med helt stramme formuleringer om kærlighedens væsen.”
- Anne Liisberg, Sentura
“Det lykkes Toft med enkle, kraftfulde midler at gøre netop det, som er science fiction-genrens force: at sætte vores eget liv i en ny vinkel, at ændre læserens perspektiv, at ændre vores fokus, når vi ser os omkring.”
- Janus Andersen, Scifisiden.dk
Handlingen i Den elektriske nattergal af Søren Toft
Mikkel er grønt bud i København og kæreste med Sally, en ambitiøs ingeniørstuderende med et hjerte, der banker for elektrisk legetøj.
En dag finder Mikkel en nattergal, der tilsyneladende ligger død på den kolde jord. Mikkel samler nattergalen op og opdager en tændogsluk-knap på dens bryst. Han tager robotfuglen med hjem, så Sally kan reparere den. Men næste dag forsvinder hun sporløst i selskab med fuglen.
Mikkel cykler nu ud for lede efter Sally i byen, hvor spørgsmålene er mange og svarene få, indtil himlen over hans cykelhjelm genlyder af mekaniske vingeslag.
Den elektriske nattergal er en roman om kærlighed og electronica, grønne cykelbude og en særlig robotfugl. Om livet i de døde ting.
Læs uddrag af Den elektriske nattergal
“Mit ansigt er et, man hurtigt glemmer. Det er den næste bil, der suser forbi på vejen. Eller den næste eller den næste igen. Nogle dage bliver mit ansigt sat til med snavs, og nogle dage er det mere snavs end andre, alt efter vejr og årstid. Støvpartikler fra trafikken, skidt og møg. Under den fysiske udfoldelse på cyklen sveder jeg. Turen herud på de fugtige landeveje har gjort mig særlig beskidt. Det ser jeg i spejlet. Vasket i sæbe har mit ansigt ingen tiltrækkende eller frastødende træk. Pande, øjne, næse og mund har en enkel sammenhæng. Folk bemærker min lyse hud, specielt om sommeren, hvis solen brænder ned fra en skyfri himmel. Jeg må sige, at skægvæksten på mine kinder er sparsom. Farven på mit hattehår minder om en smuttet mandel i fri luft på et køkkenbord, en slags blond.
- Få piger er smukkere end dig, siger Inge Marie. Jeg ser op fra spejlet og ind i hendes grønne øjne, der er indrammet af det rubinrøde brillestel. Den kommentar får lov at svæve frit i lydværkstedet. Nu, hvor hun bevæger sig tættere på, i nutid, ind bag min neongrønne rustning, bør jeg cykle væk i en fart eller tale varmt om min kæreste, Sally, men jeg føler, at de 16 højttalere danner en kreds, som for øjeblikket er rar at befinde sig i. Det er let tjente penge at blive siddende.
Inge Marie meddeler, at hvis hun fandt mig i sengen hos en af sine døtre, hvilket i parentes bemærket nødigt skulle ske nu, hvor de alle tre omsider er blevet gift, og nogen hev dynen til side, så ville hun næppe vide, om det var en pige, der lå hos hende, eller en dreng. Du forstår dig på komplimenter, tænker jeg og må vende ansigtet bort for at skjule et lille smil. Jeg forklarer, at den spinkle overkrop og de mere muskuløse ben går igen hos mange cykelbude. Og nogle piger starter ud for at stramme op på deres baller og lår. Inge Marie bøjer sig så langt ind over håndspejlet, at det rubinrøde brillestel glider ud på hendes næsetip. Det, jeg fortæller, interesserer hende, har jeg lagt mærke til. Det er mere almindeligt, at kunder ser igennem mig. Jeg træder indenfor i et reklamebureau, i et åbent kontorlandskab med syv-otte ansatte, der behandler mig som luft. Jeg venter på, at sekretæren løfter blikket fra chefens aftalekalender, eller en tekstforfatter afbryder sine salgsformuleringer for at få mit arbejde til at glide lettere, sende mig videre til den næste budtur. Jeg skruer op for min radio, så højt, at ingen på reklamebureauet kan koncentrere sig om det, de sidder med. Krzzst. Goddag alle sammen. Så er jeg her. Grønt bud Mikkel.”
Fra side 17-19.
