Grønt bud Mikkels møde med elgiganten
Jeg fører højre hånd op til radioholderen ved min venstre skulder. Med et livløst ansigt tager jeg radioen ud, rækker den frem mod elgiganten, som om jeg vil give den frivilligt fra mig, men i stedet fører jeg i én bevægelse hånden bagud, laver et møllesving og rammer ham på siden af hovedet med radioen, tæt på tindingen, hvor hans hår er kortklippet, svedglinsende. Manden med øresneglen, elgiganten, er stor og robust i forhold til den kraft, jeg kan lægge i slaget, men jeg ser, at han er rystet. Han stavrer rundt i hjørnerne af lokalet på stive ben, mens jeg ser mit snit til at flygte ud af døren, ned ad den lange gang og via et vindue ud til min cykel.
Tikitikitikitikitiki. Mit snurrende baghjul, da jeg flygter af sted på cyklen. I femte gear spurter jeg op ad Tingvej. Væk! hamrer det i hovedet på mig. Efter Bethelkirken krydser jeg Amagerbrogade så hasarderet, at en minibus bliver tvunget ud i en nødopbremsning. En ny lyd rammer mine ører, en hidsig maskine, der gasser op omme bag min ryg. Ved Børneasylet på Frankrigsgade kaster jeg øjnene bagud. Elgiganten svinger ud på Tingvej på en gul motorcykel og speeder op i min køreretning. I panik skifter jeg cyklen ned i gear, drejer skarpt til venstre ad Ålandsgade og tramper ned langs boligblokken. En af de høje graner, der gror på græsplænerne foran opgangene, er væltet for stormen og har lagt sig hen over køleren på en parkeret bil. Rodnettet rejser sig halvt op af jorden.
Vroum, siger motorcyklen.
Jeg forsøger at finde en smutvej nede for enden af Ålandsgade, men det er nemt at indhente mig på de lige veje, der fører væk herfra. Jeg beslutter at cykle skråt over mod indgangen til Amager Centret, derovre hopper jeg af min cykel og løfter den med rundt i svingdøren. Cykling er forbudt herinde, men jeg gør det alligevel, da jeg ser min forfølger blokere bremserne på asfalten udenfor, så sort røg kvulmer fra bagdækket. I slalom cykler jeg fremad i Amager Centret mellem indkøbsvogne, planter i aluminiumspotter og folk, der slæber på udspilede vareposer. De stirrer vantro på mig, men flytter sig til siden, så jeg kan sno mig frem til udgangen i modsatte ende. Tonsende ned ad Amagerbrogade i stærk medvind lidt efter hører jeg lyde. Motorcykler gasser op fra alle vinkler i trafikken, dolke rammer ned i cykelstiens asfalt lige bag mig. Hvor blev motorcyklen af?
Jeg opdager, at min forfølger på ny har fået færten af mig, imens jeg cykler på Holmens Kanal, tager grøn pil til venstre i krydset ved Holbergsgade, kigger til højre og ser ham holde for rødt på Niels Juels Gade. Jeg rejser mig op i pedalerne. På cykelstien ud langs Sølvgade triller han lige bag mig, men trafiksituationen udvikler sig også foran. En flyttevogn svinger uden varsel døren halvt ud på cykelstien. I en rygmarvsreaktion hiver jeg cyklen 15-20 centimeter til højre, nok til at undvige den pludselige mur. Bag mig river manden på motorcyklen til gengæld døren halvvejs af. Det sætter slinger i maskinen. Baghjulet glider ud under ham ved nødopbremsningen og han kæmper for at genvinde kontrollen, da motorcyklen ændrer retning, kører op over fortovskanten, ind mod en husmur. Et stykke henne over Fredensbro står det klart, at han klarer frisag. Mirakuløst får han rettet motorcyklen op. For enden af broen drejer jeg derfor til højre ned over græsvolden og fortsætter på grusstien op langs Sortedams Søen. Hængende over styret er jeg tæt på at klippe hælen på en kondiløber, så forhjulene på en barnevogn. Jeg hører det gule vroum ved mit baghjul, da jeg nærmer mig fodgængertunnelen mellem Sortedam Dossering og Slagelsegade. Jeg holder farten hen mod trappenedgangen, det vil sige, så længe jeg tør, blokerer bremserne, da det næsten er for sent, inden jeg balancerer ned af den smalle, udjævnede del af trappen beregnet til kørestol og barnevogn. Motorcyklen følger mig ned ad stentrapperne. På de første meter nede i fodgængertunnelen taber jeg min fart. Omkring hjørnet, 40-50 meter fremme, ved jeg, at en trappe fører op til Slagelsegade. Den er stejl og uegnet til at cykle på, en stopklods for ting på hjul. Jeg har problemer med at tænke, alene på grund af larmen hernede. Fodgængertunnelen har en voldsom forstærkereffekt. Motorcyklen brøler som en krigsflyver. For hvert nyt vrid i gashåndtaget falder min moral. Jeg stiger af og rækker hænderne i vejret, sådan som jeg har set nogle krigsfanger gøre det på tv. Elgiganten planter sine fødder på betongulvet, slår støttebenet ned, stiger også af. Det ser hverdagsagtig ud, da han slukker motorcyklen og sænker ro over fodgængertunnelen, så vi kun hører vindens susen hernede. En cowboy til hest træder hen for at tage kalven, der ligger fældet for hans lasso, i nærmere øjesyn.
– Tag spaghettiarmene ned, siger han.
Jeg makker ret og fører armene ned langs kroppen. Han stiller sig hen foran mig, hvilket får mig til at vige et par skridt tilbage, så jeg står med ryggen presset op af det lodrette trådhegn, der afskærmer lysarmaturerne i loftet. På grund af højdeforskellen imellem os har jeg hans mund ud for øjnene.
Munden taler: – Når mine chefer gir mig ordre til at indhente dig og dernæst udslette dig, så udfører jeg den ordre. Og selvom der opstår mindre forhindringer på vejen, en bule i tindingen, pludseligt åbnede vogndøre, så blir ordren fulgt alligevel, det skal du vide.
Jeg betragter mundens bevægelser, hører, hvad den siger i oplevelsen af, at den er løsrevet fra et menneske. Jeg forestiller mig, at munden lever et selvstændigt liv med to rækker tænder og forskellige bløddele. De tynde læber som en streg i luften, tungens elastiske bevægelser, den himmelhvælvede gane, spyttet lagt som en hinde overalt, den lyserøde drøbel bagest.
Munden lader et ord gå ned i den mikrofon, der sidder midt på ledningen op til øresneglen.
– Copy, siger den.
– Du udfører det arbejde, du får besked på, siger jeg. – Sådan arbejder jeg også, men forskellen på os to er den, at du har et elkartel som arbejdsgiver. Jeg har fiktionen.
Læberne kniber sig sammen.
– Et skud vil lukke kæften på dig.
Jeg mærker et tryk på venstre side af brystet, en pistolmunding. Der stinker af pis i tunnelen. Munden ånder tungt foran mig. En beslutning er truffet i det åndedræt, beslutningen om at trykke på aftrækkeren.
– Når jeg om et øjeblik punkterer dit hjerte, siger munden. – Så får jeg bagefter lyst til at klynge dig op i gummislangen fra dit forhjul. Hernede under gaderne i København vil du dingle fra loftet med blodet tapdryppende ned på betonen.
Jeg hører ordene rejse sig fra munden. Og samtidig mærker jeg min længsel efter fodtrin. Jeg længes efter et menneske, hvem som helst i København. Jeg vil inderligt gerne høre den bestemte lyd af fodtrin, men kun vinden suser hernede. Og sådan begynder mundens ord at give mening for mig. De ord, der bestemmer et pistolskud, og taler om mit liv i ingenting.
– Skyd mig, siger jeg.
– Copy, siger munden.
Pistolen bliver afsikret, patronen klar.
Grønt bud Mikkel, farvel, agent electronica.
Zizizi! Klukklukkluk!
Jeg flytter øjnene mod venstre i retning af lyden, væk fra munden, i glid hen langs de farvestrålende graffitibogstaver, der står malet på den modsatte væg. Nede for enden af tunnelen sidder den elektriske nattergal og synger på gelænderet ved trappenedgangen. Den flytter sit hoved i bittesmå mekaniske ryk.
Zizizi! Klukklukkluk!
I tunnelen hører vi det begge to. Med forskellige ører.
– Dødens fugle synger, siger munden.
Ved et sving opad med venstre underarm fejer jeg pistolen væk fra mit bryst. En livsfarlig manøvre, men jeg nikker en skalle fremad, hårdt og eksplosivt. Med fronten af min cykelhjelm rammer jeg et ømt punkt i den øvre del af ansigtet, så munden rykker en halv meter tilbage, fortrukket i smerte. Instinktivt rækker jeg en hånd ind igennem et hul, der er trykket ind i trådhegnet bag mig, og river kablet ud af det lysarmatur, som sidder monteret i loftet. Cementpus drysser ned, da kablet springer ud af bøjlerne. De blottede kobbertråde støder ind mod trådhegnet, så et hav af gnister springer om mit ansigt. Jeg har skaffet mig et våben, enden af et strømførende kabel, som jeg stikker ind i elgigantens mund. 220 volt ført ned gennem de tænderne, via kraniet, sitrende ud i nervebanerne. Han synker om på betonen med den afsikrede pistol liggende frit ved siden af sig. Han er besvimet, gudskelov, lever fortsat. Ved at skubbe og mase med hans arme og ben får jeg ham anbragt i aflåst sideleje og sikrer, han har frie luftveje. Så pifter jeg hans motorcykel med dolken. På vej ud af tunnelen bøjer jeg mig som det sidste ned og tager hans kommunikationsudstyr med mig, også øresneglen. Med cyklen hægtet op på skulderen løber jeg tilbage, op ad trappen, så den elektriske nattergal flakser op fra gelænderet.
Zizizi! Klukklukkluk!
Oppe over mit hoved sidder den elektriske nattergal på en nøgen gren i en træ.
Livets fugl, tænker jeg. Livets fugl?
© Søren Toft 2006