I forrige uge, da jeg var i New York, blev jeg syg med høj feber, halsbetændelse og en konstant smertefuld og slimet hosten. Jeg opsøgte derfor St. Vincent’s Midtown Hospital på 415 West 51st Street for at blive tilset af en læge og få en recept på noget penicillin. Med et halstørklæde viklet op om begge ører og en kværnende hovedpine fandt jeg ind i hospitalets emergency modtagelse, hvor 20-25 ventestole stod opstillet langs væggene og et mini-tv kørte en American Idol udsendelse oppe fra det ene hjørne. Midt i lokalet, foran en svingdør, sad en sikkerhedsvagt bag en pult. Han hilste på mig. Han så stærk ud. Han var klædt i uniform.
”Et øjeblik,” sagde han til mig og forsvandt ind på hospitalet, da nogen kontaktede ham på radioen.
Jeg så mig omkring. Til højre i modtagelsesrummet sad en ung kvindelig hospitalsansat og tastede noget ind på en computer omme bag en glasrude. Jeg gik hen til hende.
”Hej,” sagde jeg til hende gennem hullet i glasruden. ”Jeg har brug for noget pencillin”.
Hun lænede sig frem og kiggede ud i modtagelsen.
”Er sikkerhedsvagten gået?” sagde hun.
”Han kommer vist tilbage om et øjeblik.” sagde jeg.
”Så sæt dig på en stol og vent.”
Jeg satte mig hen på en stol langs væggen.
Svingdøren gik op. En anden sikkerhedsvagt kom ind i lokalet. Denne mand var yngre og tyndere end ham fra før. Han kaldte mig op til pulten og noterede mit navn på en liste.
”Sæt dig ned og vent.” sagde han og anviste mig en anden stol.
Mens jeg sad og ventede kom der en mand ind i emergency modtagelsen. Han virkede forvildet og rundt på gulvet. Han lignede en hjemløs type med et fedtet look all over, uglet hår, en usund hudfarve og en blodig rift, der gik fra det ene øje og skråt ned over næsen. Manden gik hen til den unge sikkerhedsvagt ved pulten.
”Jeg har brug for en psykiater,” sagde han.
”Et øjeblik, sir,” sagde sikkerhedsvagten og noterede den hjemløses navn på listen.
Han bad ham om at vente på en stol. I det samme kom den første sikkerhedsvagt tilbage til modtagelsen. Han stillede sig hen til sin yngre kollega. Fik et hurtigt overblik over, hvem der ventede i lokalet. Da jeg sad tæt på pulten, kunne jeg høre, hvad de to sikkerhedsvagter talte om. Den gamle sikkerhedsvagt udspurgte den yngre om den hjemløse mand.
”Hvad vil han her?”
”Han vil i kontakt med en psykiater,” sagde den yngre.
”Tænkte det nok. Nu skal jeg lære dig et trick,” sagde den ældre.
”Vi har mange af den slags, der kommer herind i modtagelsen og vil tale med en psykiater. Problemet er, at vi ikke kan tilbyde den slags hjælp. I stedet kommer de ind til en standardundersøgelse, som blot forsinker al vores øvrige arbejde. Nu skal du høre. Normalt plejer jeg at løse problemet på denne måde: jeg fortæller, at vores psykiater er optaget af møder i den næste halvanden time. Så foreslår jeg, at patienten går sig en lille tur imens, og så ender det gerne med, at han/hun går ind og tåger rundt på et andet hospital.”
”Okay,” sagde den yngre sikkerhedsvagt.
”Hvornår kan jeg se en psykiater?” råbte den hjemløse.
Den yngre sikkerhedsvagt gik hen og fortalte ham, at hospitalets psykiater desværre var optaget de næste halvanden time.
”Jeg venter!” råbte den hjemløse.
I det samme gik døren op. En tynd narkomanagtig mand i 30erne med mørke solbriller og slikket tilbagestrøget hår kom ind i modtagelsen. Det blødte fra et sår på hans skinneben, som han holdt dækket med en tyk hvid stofklud, der blev mere og mere mørk af blod. Det blødte også fra hans fingre. Manden gik hen og blev noteret ved pulten og satte sig ned og talte i mobiltelefon med den frie hånd.
Den gamle sikkerhedsvagt kaldte mig ind til en sygeplejerske, der holdt til i et konsultationslokale, der ikke lod til at være gjort rent i flere dage. Hendes instrumenter lå og rodede på skrivebordet og gulvet og der lå blodige servietter på hylderne bag hende. Mens jeg fik taget blodtryk og blev podet i halsen kiggede jeg ud på hospitalsgangen, hvor der lå en mand i en seng og råbte højt med kravet om at få en flaske vodka.
”Earl, nu slapper du af,” sagde en sygeplejerske. ”Du får ingen vodka her på hospitalet. Jeg kalder på sikkerhedspersonalet, hvis du ikke falder ned.”
Jeg blev nu vist tilbage til modtagelsen. Jeg fik besked på at gå hen til den unge kvinde bag glasdøren. Hun registrede mit navn, mit pasnummer og ikke mindst var hun intereeseret i, hvordan jeg ville betale for konsultationen.
”Jeg har en rejseforsikring,” sagde jeg.
Den unge kvinde gik om bagved og kom lidt efter tilbage med et hvidt armbånd, hvor der blandt andet stod mit navn. Hun bandt det om armen på mig. Et øjeblik var jeg bekymret for, om de var på vej til at indlægge mig på hospitalet.
”Nu ved vi, hvem du er, når du har armbånd på,” sagde den unge kvinde. ”Inde på selve hospitalet løber der mange mennesker rundt.”
Jeg fik atter besked på at vente.
”Jeg har brug for en psykiater nu!” råbte den hjemløse.
I det samme kom en midaldrende afroamerikaner ind i modtagelsen.
”Min kone har været involveret i en trafikulykke,” sagde han. ”Jeg er kommmet for at se til hende.”
Sikkerhedsvagterne tjekkede deres lister og foretog forskellige opkald. De kunne ikke finde navnet på mandens kone nogen steder.
”Er du sikker på, at din kone er syg?” sagde den gamle sikkerhedsvagt.
”Ja,” sagde manden og ringede op til konen på sin mobil.
”Hvor er du skat? Okay. Du ligger i ambulancen, der holder uden for hospitalet.”
Manden slukkede omgående sin mobil og løb udenfor.
Jeg blev nu kaldt ind på selve hospitalet. En sikkerhedsvagt førte mig gennem en labyrint af gange, indtil jeg til sidst blev anbragt på en seng, der stod omme bag et bleget forhæng.
Jeg ventede her, indtil lægen kom.
”Hvad er der i vejen?” sagde han.
”Jeg har ondt i halsen,” sagde jeg.
Han lyste ned i min hals og mærkede på mine kirtler.
”Du ser ikke ud til at have det særlig godt. Har du nogle dårlige vaner? Ryger eller drikker du?”
”Jeg er hverken misbruger af det ene eller det andet.” sagde jeg.
”Jeg udskriver nogle piller til dig, som du kan hente i drugstoren rundt om hjørnet,” sagde han og forsvandt ud bag forhænget et øjeblik for så at vende tilbage med to forskellige recepter.
Den ene slags piller var til min halsbetændelse, den anden slags piller var til min hoste.
”Nu kommer du snart på benene igen,” sagde han. ”Take care.”
Jeg takkede og fandt selv tilbage gennem hospitalsgangene til emergency modtagelsen.
På vej ud af døren hilste jeg på sikkerhedsvagterne. Og så hørte jeg den hjemløse, der råbte på en psykiater. Hurtigt gik jeg rundt om hjørnet og ind i drugstoren for at hente min penicillin.
/Søren Toft
