Arthur Charles Clarkes tredje lov

13. maj 2007

Arthur Charles Clarke: Profiles of the Future

I bogen “Profiles of the Future: An Inquiry into the Limits of the Possible” (1962) formulerer den britiske science fiction forfatter Arthur C. Clarke tre love.

Arthur C. Clarkes tredje lov lyder:

“Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic.”

eller oversat til dansk:

“Enhver tilstrækkelig avanceret teknologi kan ikke skelnes fra magi.”

Jeg mener, at min roman “Den elektriske nattergal” (2006) bevæger sig i grænselandet mellem teknologi og magi, da det magiske element i romanen optræder i skikkelse af en teknologisk avanceret robotfugl.

Arthur C. Clarke er i øvrigt også forfatter til bl.a. “Rumrejsen år 2001″.

/Søren Toft

Anmeldelse af Den elektriske nattergal på Scifisiden.dk

6. maj 2007

Den verden, Toft skaber, er en gennemsyret af ting, af teknologi, af elektricitet – og selv om det er den verden, vi befinder os i til hverdag, lykkes det Toft med enkle, kraftfulde midler at gøre netop det, som er sf-genrens force: at sætte vores eget liv i en ny vinkel, at ændre læserens perspektiv, at ændre vores fokus, når vi ser os omkring.

”Den elektriske nattergal” er Tofts anden udgivelse – han debuterede med novellesamlingen ”Ilmarch” i 2003. Noveller er en alt for underrepræsenteret form i dansk prosa, og hans roman placerer sig et besynderligt sted mellem genrer, så allerede der finder jeg ham interessant. At han samtidig kan skrive, så historien rumsterer i én efter endt læsning, gør det til et forfatterskab, der helt klart bør holdes øje med. 

- Janus Andersen, Scifisiden.dk

arrow12x12.gif Læs hele anmeldelsen af Den elektriske nattergal på Scifisiden.dk

arrow12x12.gif Læs om Den elektriske nattergal

Oplevelser på St. Vincent’s Midtown Hospital i New York

30. april 2007

I forrige uge, da jeg var i New York, blev jeg syg med høj feber, halsbetændelse og en konstant smertefuld og slimet hosten. Jeg opsøgte derfor St. Vincent’s Midtown Hospital på 415 West 51st Street for at blive tilset af en læge og få en recept på noget penicillin. Med et halstørklæde viklet op om begge ører og en kværnende hovedpine fandt jeg ind i hospitalets emergency modtagelse, hvor 20-25 ventestole stod opstillet langs væggene og et mini-tv kørte en American Idol udsendelse oppe fra det ene hjørne. Midt i lokalet, foran en svingdør, sad en sikkerhedsvagt bag en pult. Han hilste på mig. Han så stærk ud. Han var klædt i uniform.
                 ”Et øjeblik,” sagde han til mig og forsvandt ind på hospitalet, da nogen kontaktede ham på radioen.
                 Jeg så mig omkring. Til højre i modtagelsesrummet sad en ung kvindelig hospitalsansat og tastede noget ind på en computer omme bag en glasrude. Jeg gik hen til hende.
                 ”Hej,” sagde jeg til hende gennem hullet i glasruden. ”Jeg har brug for noget pencillin”.
                 Hun lænede sig frem og kiggede ud i modtagelsen.
                 ”Er sikkerhedsvagten gået?” sagde hun.
                 ”Han kommer vist tilbage om et øjeblik.” sagde jeg.
                 ”Så sæt dig på en stol og vent.”
                 Jeg satte mig hen på en stol langs væggen.
                 Svingdøren gik op. En anden sikkerhedsvagt kom ind i lokalet. Denne mand var yngre og tyndere end ham fra før. Han kaldte mig op til pulten og noterede mit navn på en liste.
                 ”Sæt dig ned og vent.” sagde han og anviste mig en anden stol.
                 Mens jeg sad og ventede kom der en mand ind i emergency modtagelsen. Han virkede forvildet og rundt på gulvet. Han lignede en hjemløs type med et fedtet look all over, uglet hår, en usund hudfarve og en blodig rift, der gik fra det ene øje og skråt ned over næsen. Manden gik hen til den unge sikkerhedsvagt ved pulten.
                 ”Jeg har brug for en psykiater,” sagde han.
                 ”Et øjeblik, sir,” sagde sikkerhedsvagten og noterede den hjemløses navn på listen. 
                 Han bad ham om at vente på en stol. I det samme kom den første sikkerhedsvagt tilbage til modtagelsen. Han stillede sig hen til sin yngre kollega. Fik et hurtigt overblik over, hvem der ventede i lokalet. Da jeg sad tæt på pulten, kunne jeg høre, hvad de to sikkerhedsvagter talte om. Den gamle sikkerhedsvagt udspurgte den yngre om den hjemløse mand.
                 ”Hvad vil han her?”
                 ”Han vil i kontakt med en psykiater,” sagde den yngre.
                 ”Tænkte det nok. Nu skal jeg lære dig et trick,” sagde den ældre.
                 ”Vi har mange af den slags, der kommer herind i modtagelsen og vil tale med en psykiater. Problemet er, at vi ikke kan tilbyde den slags hjælp. I stedet kommer de ind til en standardundersøgelse, som blot forsinker al vores øvrige arbejde. Nu skal du høre. Normalt plejer jeg at løse problemet på denne måde: jeg fortæller, at vores psykiater er optaget af møder i den næste halvanden time. Så foreslår jeg, at patienten går sig en lille tur imens, og så ender det gerne med, at han/hun går ind og tåger rundt på et andet hospital.”
                 ”Okay,” sagde den yngre sikkerhedsvagt.
                 ”Hvornår kan jeg se en psykiater?” råbte den hjemløse.
                 Den yngre sikkerhedsvagt gik hen og fortalte ham, at hospitalets psykiater desværre var optaget de næste halvanden time.
                 ”Jeg venter!” råbte den hjemløse.
                 I det samme gik døren op. En tynd narkomanagtig mand i 30erne med mørke solbriller og slikket tilbagestrøget hår kom ind i modtagelsen. Det blødte fra et sår på hans skinneben, som han holdt dækket med en tyk hvid stofklud, der blev mere og mere mørk af blod. Det blødte også fra hans fingre. Manden gik hen og blev noteret ved pulten og satte sig ned og talte i mobiltelefon med den frie hånd. 
                 Den gamle sikkerhedsvagt kaldte mig ind til en sygeplejerske, der holdt til i et konsultationslokale, der ikke lod til at være gjort rent i flere dage. Hendes instrumenter lå og rodede på skrivebordet og gulvet og der lå blodige servietter på hylderne bag hende. Mens jeg fik taget blodtryk og blev podet i halsen kiggede jeg ud på hospitalsgangen, hvor der lå en mand i en seng og råbte højt med kravet om at få en flaske vodka.
                 ”Earl, nu slapper du af,” sagde en sygeplejerske. ”Du får ingen vodka her på hospitalet. Jeg kalder på sikkerhedspersonalet, hvis du ikke falder ned.”
                 Jeg blev nu vist tilbage til modtagelsen. Jeg fik besked på at gå hen til den unge kvinde bag glasdøren. Hun registrede mit navn, mit pasnummer og ikke mindst var hun intereeseret i, hvordan jeg ville betale for konsultationen.
                 ”Jeg har en rejseforsikring,” sagde jeg.
                 Den unge kvinde gik om bagved og kom lidt efter tilbage med et hvidt armbånd, hvor der blandt andet stod mit navn. Hun bandt det om armen på mig. Et øjeblik var jeg bekymret for, om de var på vej til at indlægge mig på hospitalet.
                 ”Nu ved vi, hvem du er, når du har armbånd på,” sagde den unge kvinde. ”Inde på selve hospitalet løber der mange mennesker rundt.”
                 Jeg fik atter besked på at vente.
                 ”Jeg har brug for en psykiater nu!” råbte den hjemløse.
                 I det samme kom en midaldrende afroamerikaner ind i modtagelsen.
                 ”Min kone har været involveret i en trafikulykke,” sagde han. ”Jeg er kommmet for at se til hende.”
                 Sikkerhedsvagterne tjekkede deres lister og foretog forskellige opkald. De kunne ikke finde navnet på mandens kone nogen steder.
                 ”Er du sikker på, at din kone er syg?” sagde den gamle sikkerhedsvagt.
                 ”Ja,” sagde manden og ringede op til konen på sin mobil.
                 ”Hvor er du skat? Okay. Du ligger i ambulancen, der holder uden for hospitalet.”
                 Manden slukkede omgående sin mobil og løb udenfor.
                 Jeg blev nu kaldt ind på selve hospitalet. En sikkerhedsvagt førte mig gennem en labyrint af gange, indtil jeg til sidst blev anbragt på en seng, der stod omme bag et bleget forhæng.
                 Jeg ventede her, indtil lægen kom.
                 ”Hvad er der i vejen?” sagde han.
                 ”Jeg har ondt i halsen,” sagde jeg.
                 Han lyste ned i min hals og mærkede på mine kirtler.
                 ”Du ser ikke ud til at have det særlig godt. Har du nogle dårlige vaner? Ryger eller drikker du?”
                 ”Jeg er hverken misbruger af det ene eller det andet.” sagde jeg.
                 ”Jeg udskriver nogle piller til dig, som du kan hente i drugstoren rundt om hjørnet,” sagde han og forsvandt ud bag forhænget et øjeblik for så at vende tilbage med to forskellige recepter.
                 Den ene slags piller var til min halsbetændelse, den anden slags piller var til min hoste.
                 ”Nu kommer du snart på benene igen,” sagde han. ”Take care.”
                 Jeg takkede og fandt selv tilbage gennem hospitalsgangene til emergency modtagelsen.
                 På vej ud af døren hilste jeg på sikkerhedsvagterne. Og så hørte jeg den hjemløse, der råbte på en psykiater. Hurtigt gik jeg rundt om hjørnet og ind i drugstoren for at hente min penicillin.
                
/Søren Toft

Bogen som bold på anmeldernes tennisbane

17. marts 2007

En bog er en bold på anmeldernes tennisbane

Franco Fernet Branca Frandsen

15. marts 2007

Som skønlitterær forfatter gør man til tider spøjse bekendtskaber. Jævnligt skridter der bipersoner ud af fantasiens verden, som er kropumulige at få til at passe ind i nogen som helst fiktion.

I weekenden, da jeg sad og skrev på min nye roman, stødte jeg fx ind i denne Franco Fernet Branca Frandsen, netop fyldt 58 år (fejringen af denne begivenhed skulle angiveligt have fundet sted på Burma Bar på Nyelandsvej her på Frederiksberg), moderne baggårdspuma, bodegacharmør med guldtand og I love you-tatovering på knoerne, altid parat med en (dumsmart) livsklog bemærkning, arbejder (sort) som palleløfter på grønttorvet, ejer af en (rusten) grøn puck maxi, ivrig tilhænger af det kvindelige håndboldlandshold og bosat i en forfalden andelslejlighed i Sydhavnen.

Jeg ved nu ikke lige, hvad skal gøre af ham. Rygtet vil vide (og rygtet taler altid sandt), at Franco Fernet Branca Frandsen voksede op blandt de riges børn i Nordsjælland og tidligt viste store evner inden for ballet og petanque. Bogligt var han svag og ingen gad lege med ham, da han led af kronisk dårlig ånde. Jeg har svært ved at se, hvordan det hele hænger sammen med Franco og har for øjeblikket hverken lyst eller tid til at gøre yderligere forsøg i den retning. 
 
Franco Fernet Branca Frandsen er udbudt til låns, hvis du kan bruge ham i din historie.

/Søren Toft  

Poesi.dk - litteraturnyheder

8. marts 2007

Poesi.dk er Øverste Kirurgiskes webtidsskrift for poesi og litterære eksperimenter. På Poesi.dk finder du bl.a. en jævnligt opdateret liste over litteraturnyheder, hvor du kan få et hurtigt overblik over de aktuelle danske bogudgivelser vedhæftet en kort introduktion af den aktuelle bog og forfatter samt links til boganmeldelser og forfatterinterviews.

arrow12x12.gif Poesi.dk - litteraturnyheder   

Bibliotek.dk

5. marts 2007

Bibliotek.dk - søg i samtlige offentlige biblioteker på én gang
Bibliotek.dk er en fed online lånerservice, som jeg her kort vil introducere:

På bibliotek.dk kan du nemlig se, hvad der står på hylderne i samtlige offentlige biblioteker i Danmark. Og på bibliotek.dk kan du bestille din ønskede bog eller bøger gratis hjem til dit lokale bibliotek.
 
Bibliotek.dk er mao. ikke et fysisk bibliotek, men en samlet database over de materialer, som du har adgang til på de danske offentlige biblioteker.

I stedet for at lede forgæves på hylderne i dit lokale bibliotek kan du ved hjælp af en online søgning på bibliotek.dk få svar på, hvilke biblioteker, der udbyder hvilke materialer.

På bibliotek.dk kan du søge dine bøger frem og sende en bestilling til dit lokale bibliotek, som så henter bogen eller bøgerne hjem til dig fra et af de biblioteker, der ejer materialet.

Dansk Bibliotekscenter står for udvikling og drift af bibliotek.dk, mens det er Biblioteksstyrelsen, som sætter de overordnede rammer for bibliotek.dk.

arrow12x12.gif Link til bibliotek.dk

/Søren Toft

Anbefaling: Veto - There’s a beat in all machines

4. marts 2007

This is this is what I’m dreaming off
this is this is what I’m running from
this is this is this is the end

this is this is this is this is this is what I’m dreaming off
this is this is what I’m running from
this is this is this is the end

- Veto, Self-made, There’s a beat in all machines

Noter kradset ned på denne serviet

4. marts 2007

tåregas, salatfade, partisanersøm
under månens gadeild er
brosten næppe brosten længere
flammernes slikmutter
slår ping pong
for panden
af de blå og sorte uniformer
der står vagt
på det modsatte fortov
ved bredden af hjerternes
kølige sukkervand
hviner projektilet
nat nat med 69

© Søren Toft 2007

Anbefaling: Salvador Dalí museet i Figueres

11. februar 2007

Salvadora Dalí museet i Figueres

Jeg vil anbefale Salvador Dalí museet i Figueres til alle, der rejser i Catalonien og ønsker at udsætte sig for en vital eksplosion af kunstnerisk kreativitet, skøre påfund og selviscenesættelse. 

I fire timer gik jeg levende rundt i et besnærende drømmelandskab med regnvejr i den sorte Cadillac, den roterende Jesus på boogie-korset, Alice Cooper hologrammet, Blødt selvportræt med ristet bacon og slangesenge importeret direkte fra parisiske bordeller. 

Overvejer at genlæse Boris Vian (har vist Dagenes skum stående et sted i min reol). Han er måske den forfatter, som jeg har læst, der kommer til tættest på et slægtskab med surrealistiske Dalí. Ellers må jeg tjekke Salvador Dalís egen roman Hidden Faces (1944) ud. 

“It’s obvious that other worlds exist, that’s certain; but, as I’ve already said on many other occasions, these other worlds are inside ours, they reside in the earth and precisely at the centre of the dome of the Dalí Museum, which contains the new, unsuspected and hallucinatory world of Surrealism.” - Salvador Dalí

arrow12x12.gif Fundació Gala-Salvador Dalí 

/Søren Toft