Anmeldelse af Den elektriske nattergal i Proxima nr. 85
“- En budtur fra Vesterbrogade i København til krzzst Sandvej 15A, Gulbjerg Mose.” “Den elektriske nattergal” starter med lyden af teknologi, og det er et forhold, der ligger som en baggrundsstøj gennem hele romanen. Teknologi er livsblodet, og elektronernes vandring er kærlighed i denne moderne genfortælling af HC Andersens eventyr.
Mikkel er grønt bud i København og tilbringer dagene i en hektisk jagt rundt i byen gadens, verbalt fjernstyret via radio fra centralen. Han er kæreste med den ingeniørstuderende Sally, hvis hjerte banker for alt elektrisk, især legetøj. En dag leverer Mikkel en pakke til den ovennævnte adresse og møder den ældre dame Inge Marie, hvor han bliver trukket ind i en længere samtale om elektricitetens betydning, electronica som soundtrack til livet, de døde tings iboende kærlighed. De er en lettere omtumlet Mikkel, der forlader huset – og det er her, han møder fortællingens novum: en livstro, mekanisk nattergal, der flyver mod et vindue. Efter at have opdaget tænd/sluk-knappen tager han den med hjem, i håbet om at Sally kan reparere den.
Sally gør mere end det. I lighed med kejseren i Andersen-eventyret lader hun sig betage af den kunstige fugl. Næste morgen vågner han alene i lejligheden, det eneste spor efter kæresten er en besked: opfindelsen har gjort indtryk på hende, i en sådan grad at hun må søge efter opfinderen. ”…men led nu ikke efter os, det fører ingen vegne. Pas godt på dig selv, når stormen kommer. Kærligst Sally.”
Stormen er den, der ramte Danmark i 1999, og Mikkel drager ud i den for at finde sin kæreste. Det bliver en skæv odysse gennem København, til tider uden mål, til tider på jagt efter den flygtige mekanikfugl.
Som science fiction betragtet er det især interessant, hvordan ”Den elektriske nattergal” bytter om på rollerne. Den videnshungrende, elektronikafhængige Sally, som ellers ville have været helten, forlader lynhurtigt scenen og overlader rampelyset til den mere uforstående Mikkel. Det forhindrer hende dog ikke i at indtage romanens fraværende rolle, for mens Mikkel bevæger sig rundt, forsøger han konstant at få styr på hende, at forstå hende. Han husker deres tid sammen, opremser de ting, han ved om hendes fortid – alt sammen set i lyset af de maskiner, der har formet Sallys og hans eget liv. Fra barndommens karaoke-sæt til den elektriske nattergal væver elektriciteten sig igennem deres liv.
Nattergalen er måske ikke noget overvældende novum, men dets funktionen i historien er hovedsageligt som en katalysator over for læseren, som briller, der skævvrider synet lidt og mærkværdiggør et ellers velkendt og historisk funderet København. Crazyrealisme blev Tofts debut, novellesamlingen ”Ilmarch”, kaldt – og der er den samme fornemmelse her, en realistisk roman med fin brug af sf-genrens virkemidler og fokus: samtiden set med nye briller.
Samtidig er det, som bagsiden fortæller, ”en roman om kærlighed og electronica, grønne cykelbude og en særlig robotfugl.” Men først og fremmest er der tale om en roman om bevægelse. Mennesker og elektroners.”
- Janus Andersen, Proxima nr. 85